21 september, 2021

Holdet til ungdoms EM 2021 er udtaget

 Holdet til ungdoms EM 2021 er udtaget

Nu kan også de yngre kæmpere endelig konkurrere i udlandet igen. Når vi i weekenden kan afholde det første Nippon Cup i lange tider, vil 4 markante profiler mangle blandt deltagerne. De rejser til ungdoms EM i Tyskland.


De udtagne er:
Jacob Lund, u/21 år i vægtklassen -69 kg, Ribe (kæmper søndag 26/9)
Jakob Bergsted u/21 år i vægtklassen -77 kg, Ribe (kæmper søndag 26/9)
Sandra Jensen u/18 år i vægtklassen -70 kg, Hillerød (kæmper fredag 24/9)
Mikkel Gudjonsson u/18 år i vægtklassen – 73 kg, Herlev (kæmper lørdag 25/9)

Med som coach er Rebekka Dahl

Jacob og Jakob fra Ribe er ikke novicer i udtagelser. Begge kæmpere var med til Ungdoms-EM i aldersgruppen u/18 år, på Kreta i 2019 inden Covid19 lukkede ned. Og på trods af at 2020 blev et nærmest stævneløst år var de begge at finde både til Hamborg Open og DM, hvor de kæmpede mod seniorerne. På trods af det stærke felt lykkedes det Jacob Lund at vinde en Bronzemedalje og komme på podiet til DM. En usædvanlig flot præstation.

Jacob og Jakob har nogle særlige fans denne weekend. De har deres eget børnehold i hjemklubben Ribe, som helt sikkert vil heppe på deres to trænere.

Sandra og Mikkel er udtaget til et stævne for første gang. Begge kæmpere har stået på toppen af podiet før og til DM i 2019 hentede de begge guld hjem til deres klubber.

Sandra er ikke ny til udenlandsstævner trods sin unge alder. De sidste par år har hun været klar til at tage sted hver eneste gang muligheden bød sig og flere medaljer er det også blevet til. Sandra elsker udfordringer. Denne gang stiller hun op i en højere vægtklasse end normalt, idet hun har valgt -70 kg i u/18 år. Dermed følger hun i flere dygtige pigers fodspor.
Freja Poulsen hentede jo som bekendt guldet hjem til Danmark i -70 kg. u/21 år ved sidste ungdoms EM på Kreta og Senior Kæmper Liva Christiansen har sågar hentet guld til ungdoms VM i den vægtklasse.

Mikkel lagde godt ud før vi lukkede ned i 2020. Det blev til guld til DM og Bronze til Hamborg Open. Mikkel er dermed vokset med udfordringerne i god fart. -73 kg er hos herrerne en vægtklasse med meget hurtige
kæmpere og det ser ud til at passe rigtig godt til Mikkels kampstil.

At man rundt om i Europa har oplevet forskelligt påvirkning af Corona gør at alt kan ske til dette EM. Nogen har trænet næsten uberørt at pandemien, andre har ikke kunnet træne så meget. Nogle steder har man kunnet afholde lokale stævner, men de fleste har haft lukket helt ned for stævneaktivitet. Det bliver derfor spændende at følge vore danske kæmpere i weekenden, når de for første gang i over 1 1⁄2 år skal forsvare
Danmark i ungdomsrækkerne.

Vi ønsker de unge held og lykke

Invitation til 50 års jubilæums middag

Middag med gamle og nye venner lørdag, den 20.11 kl. 18.00 – det koster sølle 100 kr.

Har du lyst til at bruge en aften på at dele eller samle op på gamle røverhistorier og måske danse til ”Tu-Tu-Tusindben”! Hvis du tænker, at det kunne være sjovt, og har du et hjerte, der banker for sporten, så kommer her et enestående tilbud.

Er du stadig aktiv? Har du sort bælte i buffet? Eller er konference-gien krøbet eller måske ædt op af møl?

Det er uendeligt ligegyldigt, for vi vil helst se dig i dit fine tøj, hvis du – ligesom os – har lyst til at deltage i middag for voksne, gamle og unge JJ-folk – og vi kommer ikke til at kræve at se din licens.

Ju-Jitsu Danmark inviterer dig hermed til at deltage i middagen i Valby Hallen fra kl. 18.00 til den lyse morgen. Der bliver serveret corona-korrekt buffet, og det bliver en middag, hvor vi mingler og får talt med så mange som overhovedet muligt, samtidig med at vi spiser og drikker.

Middagen afholdes i restaurant Buchard & Fobian (https://buchardogfobian.dk) Valby Hallen, Julius Andersens Vej 3, 2450 København SV.

Vi har restauranten for os selv hele aftenen. Og de dygtige kokke tilbereder buffet specielt til os med lækre småretter og ting og sager.

Det er naturligvis et arrangement med stor tilslutning og desværre begrænsede pladser, så hvis du vil med, skal du tilmelde dig og indbetale 100 kr. på dette link i DJU Portalen allersenest den 1.11.2021.
Til gengæld får du et glas vin eller øl og lækker buffet. Resten er for egen regning. Der er bindende tilmelding, og pengene er tabt, hvis du melder fra.




På forhånd mange tak fra festudvalget

Bente (Sandberg) Jeppesen, Anette Fürst og Henrik Jensen