05 december, 2023

NIPPONCUP HØNG SØNDAG 3. 12. 2023

Første søndag i december var Høng Ju-Jutsu vært for årets sidste stævne. 10 klubber, heraf 4 svenske, havde trodset det begyndende snevejr for at deltage i NipponCup 2. runde. Samtidig var det første stævne med de nye U10 regler, hvor kæmperne starter stående i del 2 (judo) og forsætter i del 3 (Ne Waza). Det blev til en række gode kampe, og trænerne har fået nogle erfaringer, som de kan arbejde videre med i klubberne.

I fightingdelen af stævnet skabte de danske og svenske kæmpere en fin ramme for nogle spændende og teknisk flotte kampe. Det er en fornøjelse som stævneleder at følge kæmpernes udvikling igennem de sidste 7-8 år.

Dagens fightere blev Jonathan Winther fra Frederiksberg og Bodil Andersson fra Varberg.

Samtidig var stævnet et lille jubilæum for vores samarbejde med de svenske klubber, da det var 5 år siden, at Lomme var med til deres første Nipponcup i Holbæk. Et samarbejde begge parter har stor glæde af.

Jeg kan se, at nogle undrer sig over, at vi både har jyske og svenske klubber med i pointregnskabet for Nipponcup øst. Men alle klubber, der deltager i stævnerne på Sjælland, optjener point og indgår dermed i den samlede stilling. Og det er da væsentlig sjovere at have 16 klubber med i kampen om pokalen.

En stor tak til Martin - og de mange fra Høng, der gav en hånd med. Og tak til dommerne for et superfint samarbejde i 2023.

Nu går vi på juleferie, men vi glæder os til at se jer alle igen i januar.

De næste stævner er:

21. januar 2024 Nipponcup 2 Vest Bramming

3. februar 2024 DM Frederiksberg

2. marts 2024 Nipponcup 3 Øst Herlev


Tonny