I denne uge udtages holdet til VM og både de unge kæmpere og landsholdet holder øje med deres mail. En kæmper ved dog allerede han ikke skal med. Han er ikke ude at rejse og han er ikke forhindret pga. en skade. Han er en dygtig kæmper og nyder stor respekt på holdet.
Jonathan repræsenterer alle de dygtige kæmpere i Danmark og resten af verden, som ikke erobrede en plads til dette VM. Jonathan Andersen kommer ikke med til VM, fordi der kun kan udtages to i hans vægtklasse – 77 kg, male fighting.
Andre lande har mange kæmpere som Jonathan, de er dygtige, men tilkæmper sig alligevel ikke en af de to attraktive pladser til VM. Det er ”the name of the game”.
Alligevel synes vi vores Jonathan Andersen er special og fortjener at blive anerkendt for sin store holdånd og kærlighed til sporten.
Jonathan er 22 år og har trænet med bruttolandsholdet i en del år efterhånden. Vi har set ham til store stævner i udlandet og han glipper sjældent et nationalt stævne eller en træning.
Da Jonathan rykkede op i voksenrækken blev det til samme vægtklasse, som den ældre brors, der er en af de dominerende på profiler i -77 kg. Det er en vægtklasse, som vi i Danmark har en del gode kæmpere i. Så han vidste at en plads til Adult EM og VM ikke lå lige til højrebenet.
Jonathan lod sig dog ikke slå ud af det og har ikke slækket på indsatsen. Han træner og dygtiggør sig for fremtiden.
Jonathan var derfor også en af de 12 JJ elitekæmpere, som fik lov at træne af DIF/ministeriet gennem nedlukningen. Han overholdt alle restriktioner og levede ekstraordinært isoleret gennem hele pandemien.
Jonathan har trænet intensivt og været en fantastisk træningsmakker for resten af holdet.
For en stor del af holdet kommer belønningen nu i at de er klar til at rejse til VM. For en kæmper som Jonathan ligger det mål længere ude. Ikke desto mindre vil vi gerne hylde ham for hans indsats, hans vilje og hans holdånd.
Jonathan repræsenterer alle de dygtige kæmpere i Danmark og resten af verden, som ikke erobrede en plads til dette VM.