22 november, 2021

Ringen er sluttet

Det var en stor dag på mange fronter, da Ju-Jitsu Danmark fejrede 50 års jubilæet for Ju-Jutsu’ens indførsel i Danmark. Flere generationer af JJ folk var samlet, så både de ”gamle” kunne se den nye generation og de ”nye” kunne se, dem der startede det hele for 50 år siden.

 

Det hele startede med kærlighed

Det hele startede, da tyske Erich Emonds mødte en dansk pige. Erich tog Ju-Jutsuen med til Danmark, hvor Henrik Sandberg og Frank Fürst blev hans første elever. Det blev grundlaget for 50 års udvikling af ju-jutsu’en i Danmark.

 Erich Emonds holdt en tale til jubilæumsmiddagen, hvor han levende fortalte om de udfordringer og sjove oplevelser, der havde været i starten. Fx om vigtigheden af at kunne forsvare sig selv. Som Erich siger ”Det nytter altså ikke at lære selvforsvar, hvis man ikke kan improvisere.” Som tilskuer til Kent’s 5. dan graduering tidligere på jubilæumsdagen, kunne vi konstatere, at det har den nye generation taget med sig. Gradueringsdommerne spurgte under gradueringen ind til en konkret teknik, som Kent havde vist, da de ikke kunne se den på listen. ”ja, jeg improviserede lige” kom det fra Kent, som en selvfølgelighed. Så ringen må siges at være sluttet.


 Erich’s tale

Alle detaljerne

Du kan læse hele historien om Erich Emonds, Henrik Sandberg og Frank Fürst’s roller i Ju-Jutsu’ens første 50 år, i det specielle jubilæums magasin, der blev uddelt på dagen, eller du kan snart finde teksten på hjemmesiden. Der kan du også læse mere om Kents 5. dan gradering, hvor både Henrik Sandberg og Erich Emonds var bisiddere.

10. dan

Mange små nye ju-jitsu’kaer spørger deres trænere ”hvad er det højeste bælte man kan få og er der nogen der har det?” indtil nu har vi svaret, at det er 10. dan, men det har vi ikke nogen i Danmark der har. Nu kan vi med stolthed i stemmen sige, ”det er 10. dan og det har Henrik Sandberg, der var den første, der graduerede i Ju-Jutsu i Danmark”. Sandberg har haft en stor rolle i udviklingen af sporten gennem de sidste 50 år, og han er stadig med i klubben og til stævner. Han udviklede og introducerede desuden fighting systemet i internationalt regi og han har lagt grunden til det helt specielle sammenhold, der er mellem dommere fra hele verden.

Sandberg 10. dan.

Sandberg var selv overrasket over æresgraden eller måske snarere ”graderne”. Først var han indstillet af sin klub Greve Ju-Jutsu, for det kæmpe engagement han lægger i klubben. Men da klapsalverne havde lagt sig og de øvrige æresgrader var tildelt, tog formanden for stilartsudvalget igen ordet og tildelte Sandberg graden 10. dan. Det er ikke normalt at få to æresgrader, men det er heller ikke en normal situation og blandt deltagerne var der helt enighed om ”hvis der er nogen der fortjener 10. dan, så er det ham”.

 Med den højeste grad til den første graduerede, på 50 års jubilæet for Ju-jutsu’ens opstart i Danmark, der netop regnes fra den dag, Sandberg blev gradueret, så er ringen i den grad sluttet.  

 

Øvrige æresgrader

Til jubilæumsreceptionen uddelte stilartsudvalget yderligere to æresgrader.

 Claus Prien Tobiasen modtog 4. dan æresgrad for sin kæmpe indsats for sporten, både på klubniveau, nationalt niveau og i den grad også på internationalt niveau. 


                                        Claus 4. dan                         Frank 4. dan

 Frank Stjernholm modtog også 4. dans æresgrad for sin mangeårige indsats for sporten, ikke mindst for det store engagement han har lagt i undervisning både på klub, lokal og sektions niveau. 

 Efter stilartsudvalget havde uddelt æresgrader, tog formanden for DJU Martin Kirkhammer ordet og holdt tale. Som afslutning tildelte han vores formand for Ju-Jitsu Danmark, Lisbeth Hansen DJU’s æresnål for hendes 25 års dedikerede arbejde som formand. Han påpegede samtidig at der på de 50 år faktisk kun har været 5 forskellige formænd, hvilket vidner om en vedholdenhed i engagementet.


Lisbeth 25 år som formand og DJU’s æresnål.

Æresmedlemmer

Sidst men ikke mindst, blev der på jubilæumsdagen optaget tre mere i gruppen af æresmedlemmer i Ju-Jitsu Danmark. Camilla Prien, der gennem mange år har været, og stadig er, et stort aktiv for sporten, både som medlem af bestyrelsen, udøver og som aktiv på måtten både som kæmper og dommer.

 

Camilla – nyt æresmedlem

Ud over Camilla er Vibeke Haans og Karina Lauridsen nu også optaget som æresmedlemmer. Vibeke og Karina har en imponerende række medaljer, fra de største stævner ude i verden, der ikke er overgået af andre fra landsholdet siden.

 

  

                Karina – nyt æresmedlem                 Vibeke – nyt æresmedlem

 

 En helt særlig dag

Arrangørerne Anette Klitgård Fürst, Bente Sandberg Jeppesen, Susanne Hasselgren og Henrik Jensen havde lagt et stort arbejde i det vellykkede arrangement. De havde endda fået ”Hendes Majestæt Dronning Magrethe” til at kigge forbi og holde en yderst underholdende tale, hvad den indeholdt er dog forbeholdt alle de glade gæster, der deltog ved jubilæumsfesten for ”Hvad der sker i Valby, bliver i Valby”. 

 

                  ”HM Dronningen”                                     Arrangørerne -1

 

Dagen derpå

Her dagen derpå popper flere og flere opslag op på de sociale medier med glade JJ venner, der mødtes efter mange år til arrangementet i går. Det vidner om at det sammenhold vi har i vores JJ-familie er noget helt specielt!

 

Tak til alle, der var med til at gøre jubilæet helt specielt!

 /Informationsudvalget

  

/Fotos: Jens Erik Rasmussen, Lynge Foto og Informationsudvalget