Lørdag den 14. maj var en vigtig dag for Birgitte Dalsgaard fra Høng Ju-Jutsu
Klub. Hun skulle nemlig til graduering til 3. dan.
Dommerne kom fra det vestjyske og sydsjællandske og flere tilskuere kom
også langvejs fra. Det er nemlig en sjældenhed med gradueringer på dette
niveau. Faktisk er det første gang en kvinde går op til 3. dan i Ju-Jutsu. Én
anden kvinde har 3. dan indenfor sporten, en grad som hun har modtaget
som en æresgrad for sit virke som dommer og udøver i konkurrencer.
Alle var klar kl. 11 i den flotte røde kultursal, som prydet med de blå og gule
måtter er et fantastisk skue. Det er aldrig til at sige helt nøjagtigt, hvor lang tid
en graduering på dette niveau vil tage, dog at den mindst tager 1,5 time. Det
er nemlig sådan, at en udøver der ønsker at gå op til 3. dan (eller højere)
indenfor Ju-Jutsu selv skal lave sit program og derigennem vise ”sin Ju-
Jutsu”. Derfor vil der ofte være kombinationer og teknikvalg, som dommerne
måske ikke har set før, og det giver typisk anledning til spørgsmål og
uddybninger, der så kan forlænge gradueringen.
Birgitte havde bygget sit program op ud fra nogle forskellige områder, der har
gjort hende til dén hun er i dag. Hun startede til Ju-Jutsu i 1983, så altså snart
40 år siden. Hun har gennem sin kampsportskarriere også trænet Aikido og
Karate. I 2010 startede hun Høng Ju-Jutsu klub sammen med sin mand og
en håndfuld entusiastiske udøvere, og hun er fortsat instruktør i klubben.
Birgitte har også været dommer til mange nationale og internationale
stævner. Hun er i dag ”World B” dommer, hvilket betyder, at hun må dømme
til verdensmesterskaber. Hun har de senere år holdt en del
selvforsvarskurser for kvinder, hvor hun har fokuseret på at finde teknikker,
som er effektive men samtidigt relativt enkle at lære og som kan bruges mod
en angriber, der er fysisk overlegen – hvilket jo desværre ofte vil være
situationen for en kvinde, der har behov for at forsvare sig. Og endeligt har
Birgitte rundet 50 på dåbsattesten, så hendes fysik er jo ikke helt som én på
25 mere. Med til den del af historien hører også, at hun for 4-5 år siden
kæmpede mod brystkræft. I dag er hun rask, men såvel operation som kemo-
behandling har nogle konsekvenser for kroppen, som alene derfor ”ældes”
ca. 10 år ekstra.
Alt dette har ligget til grund for programmet, der indeholdt en del basis-
teknikker til slag og spark, bevægelser og håndledslåse, kast og endeligt
teknikker på gulv. Det var blevet til et spændende program, og derfor spurgte
dommerne også en del ind til tankerne bag og detaljerne i teknikkerne. Det
blev derfor også en lang graduering, så der var gået 2,5 time, da Birgitte
havde afsluttet med at vise forsvar mod 4 (mandlige) angribere og kunne
modtage et ”Tillykke” fra dommerne – hvorefter træningsmakkerne snuppede
hende og smed hende under bruseren og tilføjede sprøjtende champagne!
Derefter kunne hun modtage sit nye bælte med tre streger som udtryk for, at
hun nu hører til en lille skare, der har opnået denne høje status. En træt og
lettet Birgitte siger: ”Da først jeg stod under bruseren forsvandt trætheden
som dug for solen. Det er så fedt endeligt at have nået dette mål! Det har
været en lang og udfordrende rejse, som startede for næsten 10 år siden”.
Hun mener dog, at trætheden og ømheden i hele kroppen nok skal indfinde
sig når hun kommer hjem og får sat sig ned.
Allerede om mindre end 10 dage går det løs igen, da Birgitte tager afsted til
senior-EM i Israel.