Freja Jæger Poulsen fra Bramming Ju-Jutsu Klub har vundet prisen Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl samt 75.000 kroner. Prisen blev uddelt ved DR’s tv-show SPORT 2022.
En verdensklasseatlet i ju-jitsu, der giver tilbage til barndomsklubben som frivillig børnetræner. Det er 22-årige Freja Jæger Poulsen, og nu kan hun også kalde sig for vinder af den helt nye pris Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl.
Prisen Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl er en anerkendelse af Freja Jæger Poulsens fantastiske frivillige arbejde, hvor hun, siden hun var 16 år, har trænet de helt unge kæmpere i Bramming Ju-Jutsu Klub. Freja Jæger Poulsen er landsholdskæmper i ju-jitsu, men hun har samtidig overskud til at være frivillig i barndomsklubben. Hun betegnes som en dygtig træner med hjertet på rette plads. Freja Jæger Poulsen er stabil, initiativrig, ihærdig, og et stort forbillede i klubben, hvor hun igennem leg og læring får det bedste frem i hvert enkelt barn på ’rollinge-holdet’ for 6-9-årige ju-jitsu-kæmpere.
”Jeg er utroligt glad for den her pris, og det kommer helt fra hjertet.Det at være med til at skabe et frirum, hvor børn kan være børn og samtidig gøre dem dygtige i den sport, jeg elsker, er fantastisk, og jeg er så stolt over den her anerkendelse,” siger Freja Jæger Poulsen, som sætter en ære i at kombinere elitekarrieren i ju-jitsu med en frivillig trænertjans.
”Jeg insisterer på at få det hele til at hænge sammen, for det giver mig så meget at være frivillig i Bramming Ju-Jutsu Klub. Jeg nyder at være en slags rollemodel for ungerne og give noget af min erfaring videre til dem.”
Med prisen følger 75.000 kroner, hvoraf 50.000 kroner går til Bramming Ju-Jutsu Klub og 25.000 kroner til Freja Jæger Poulsen selv. De øvrige to finalenominerede Ahu Demir fra Ishøj IF og Kenneth Emil Nielsen fra Herning Speedway Klub modtager hver 10.000 kroner for deres store, frivillige indsats. Der var i alt 583 indstillinger til prisen, hvilket understreger, at dansk idræt er spækket med fantastiske og hårdtarbejdende ildsjæle.
Læs mere om Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl
Yderligere information:
Freja Jæger Poulsen, vinder af Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl, 29 70 10 17
Jacob Bech Andersen, kommunikationskonsulent, DIF, 24 41 12 13,
Jens Christian Lindhard Nielsen, kommunikationsdirektør, Velliv, 25 55 63 96
Foto: (fri afbenyttelse til redaktionel omtale Velliv og DIF's Frivillige Ildsjæl
Rasmus Bendix, 23 88 01 80