Her er hvad formand, Lisbeth Hansen, havde at sige om kåringen af årets frivillige:
Martin har et spritnyt 2. dan bælte, der kun er få uger gammelt – og stort tillykke med det Martin. Martin er en del af Stævne-/Dommerudvalget og er – og har længe været - en stor drivkraft bag Rollinge- og Nippon Cup’en igennem flere sæsoner. Også DM for Rollinger har Martin styret på allerbedste vis. Martin tager sig primært af de mindste kæmpere, og sørger for at alle børn går hjem med en rigtig god oplevelse rigere, og han går op i at få evalueret og løbende forbedret stævnerne. Han tager sig af alt det praktiske og det administrative omkring Cup’en, og har i denne sæson også taget sig af stævnerne i Jylland.
Martin har været med i Høng Ju-Jutsu siden klubben startede, og kom med en solid baggrund fra Karate, men var ‘solgt’ til Ju-Jutsu helt fra starten. Han valgte at starte fra bunden og har taget den traditionelle vej gennem bælte hierakiet fra gult til nu 2. dan. Martin har været aktiv i klubben i alle årene, som både medlem og træner for flere forskellige aldersgrupper. Martin træner nu også BJJ, og har været medvirkende til, at der nu også er BJJ hold i Høng Ju-Jutsu. Som klubleder står Martin også for de populære klublejre, som afholdes et par gange om året med overnatning for børnene og er dermed med til at skabe et stærkt fællesskab og en god klubånd.
Martins engagement i sporten spreder træningsglæde og udvikling for alle omkring ham, og han er et stort aktiv for både klubben, sporten og Ju-Jitsu Danmark.
Stort tillykke med den velfortjente titel.