24 oktober, 2024

Pressemeddelelse: VM i ju-jitsu skal give dansk medaljeregn – mindst to af guld




 

Torsdag den 24. oktober – søndag 27 oktober danner den græske ferieø Kreta rammen om VM i ju-jitsu. 8 danske kæmpere skal i aktion under VM og et hurtig kig på verdensranglisterne og kæmpernes tidligere resultater afslører, at der med rette kan forventes massiv dansk medaljehøst i Grækenland. 

 

En IT-programmør, en konsulent og en studerende. Hverdagen byder på alt andet end et glamourøst liv på første klasse for de 8 danske deltagere, der i disse dage drager mod Grækenland for at repræsentere Danmark ved VM i ju-jitsu. En lille sportsgren langt væk fra det store rampelys. En sportsgren hvor en gruppe ekstremt dedikerede danske atleter har bevæget Danmark frem til en fremtrædende position internationalt i  denfascinerende kampsport. 

1,1,1,2,2,3,2,3 og 5. 

Nej, det er ikke en talrække du skal forsøge at forstå betydningen bag. Det er en stribe af de danske deltageres aktuelle placering på verdensranglisten. Placeringer der, kombineret med mange års erfaring fra øverste internationale hylde, gør landstræner Adam Mustafa fuld af forhåbning forud for VM. 

-       To danske verdensmestre og en række medaljer derudover, det er hvad jeg forventer vi leverer til VM. Det er ikke for at få opmærksomhed, jeg melder den slags ud. Det er et billede på, hvor dygtige kæmpere vi har i vores lille land. Noget både deres resultater internationalt igennem flere år samt de aktuelle placeringer på verdensranglisten i den grad afspejler, forklarer Adam Mustafa. 

Verdensmesterskaber er, udover kampen om medaljer, også kulminationen på kvalifikationen til World Games i Kina, der afvikles i 2025. World Games er at betragte som OL for mindre idrætsgrene. Med de aktuelle placeringer i toppen af verdensranglisten er de danske kæmpere godt på vej mod at indtage favoritrollerne, når der til næste år skal kæmpes om medaljerne ved World Games i Kina. 

 

En unik livsstil giver succes

Ved både EM, VM og også seneste udgave af World Games oplevede de danske kæmpere stor succes. 

Hvorfor?

Det korte svar er hårdt, dedikeret arbejde. Det lidt længere er historien om et ganske unikt fællesskab og sammenhold, der har varet ved i mange år for de fleste af landsholdskæmperne, der er fulgtes ad igennem hele livet som kæmpere. Det fortæller Rebekka Dahl, der er en af medaljekandidaterne og har vundet stort set alt, hvad der kan vindes i sporten.

-       Sporten er vores anden familie, her er skabt venskaber for livet. Vi har delt oplevelser, rejser, sejre og nederlag med hinanden. Vi presser hinanden til træning med den fælles ambition om, at vi alle skal blive bedre. Det miljø vi har bygget op, hvor vi er der for hinanden og samtidig gør alt, for at vi alle skal blive bedre, det er helt unikt, fortæller Rebekka Dahl. 

Landstræner Adam Mustafa har også været med på den lange rejse fra lille idrætsgren i Danmark til en af de mest succesfulde nationer i international regi. En rejse der strækker sig fra ungdomstiden over tiden som studerende til i dag, hvor de fleste har fået fast arbejde udenfor livet som kæmper. 

-       Det faktum gør det bare endnu vildere, at de her atleter bliver ved. De ofrer ferier fra familien og bliver ved at prioritere de mange ugentlige træninger, der skal til, hvis man vil bevare sin position internationalt. Alt det vi har oplevet sammen igennem årene, er helt afgørende for, at man stadig kan se sig selv i de mange ofrer, der skal gøres, for at man kan blive ved med at vinde. At vi har skabt et sådant miljø, en sådan kultur, det er jeg vildt stolt af, fortæller Adam Mustafa. 

Om Adam Mustafa og de danske kæmpere kan indfri de store ambitioner om en stribe medaljer vil denne uges VM på Kreta afsløre. Herunder finder du nærmere info om de danske kæmpere 

De danske kæmpere repræsenterer klubber spredt udover hele landet. De er alle tilgængelige for individuelle interviews og aftaler i dagene før VM. Under VM henviser vi til kontaktpersoner i del danske delegation i Grækenland. Se nærmere under de praktiske oplysninger herunder. 

 

Navn

vægtklasse

Verdensrangliste

World Games kval.

hjemklub

Jeppe Tellund

62

1

2

Ribe Jujutsu klub

Rebekka Dahl

57

2

1

Hillerød Jujutsu klub/

Den edel gouda (Holland)

Liva Tanzer

63

2

2

Frederiksberg Jujutsuklub

Jacob Lund

69

16

12

Ribe Jujutsu klub

Jesper Kilbak

69

1

3

Herlev jujutsu klub

Joachim Rasmussen

77

3

5

Hillerød Jujutsu klub

Lucas Andersen

77

2

3

Hillerød Jujutsu klub

Mikkel Kailow

94

1

 

Hillerød Jujutsu klub

 

Med fordel kan VM-kæmpernes egen FB-gruppe følges. Den opdateres løbende. Vi sender fra Ju-Jitsu Danmark pressemeddelelser ud på kampdagene med citater fra de, håber vi, mange danske medaljevindere.

For mere information eller billeder i høj opløsning, kontakt venligst:

Per Colstrup Vinkel, Ju-Jitsu Danmark, persmac@hotmail.com, 28 41 28 89

 

Under VM kan de danske deltagere kontaktes via:

 

Ju-jitsu Danmark: Claus Tobiasen, 51614301

 

For yderligere kommentarer inden VM: 

 

Adam Mustafa, landstræner: 25370671

 

 

 

 

 

 

Hvornår er danskerne i ilden til VM?

 

Torsdag d. 24 oktober


Jeppe Tellund, -62 kg
Jacob Lund, -69 kg
Jesper Kilbak, -69 kg

 

fredag d. 25 oktober


Rebekka Dahl -57 kg
Liva Tanzer -63 kg
Joachim Rasmussen -77kg
Lucas Andersen -77kg

 

lørdag d. 26 oktober


Mikkel Kailow -94 kg

 

Søndag 27 oktober - HOLDKAMP

 

 

 

Fakta om de danske atleter:

 

Rebekka Elisabeth Ziska Dahl

 

  • Fødselsår: 20-08-1996 (28 år)
  • Vægtklasse: -57 kg
  • Har trænet ju-jitsu i 19 år
  • Opvokset i Hillerød, men bor og træner nu i Gouda, Holland
  • Kandidatgrad i idræt på København Universitet
  • Rebekka er halv færing og har 3 søskende, Bjørn, Theresa og Kristina - wiki?
  • Største JJ-resultater: WG-guld i 2017 og WG-bronze i 2022, Europamester 2024 + VM-sølv i 2019, 2021,2023

 

 

Liva Tanzer 

 

  • Fødselsår: 02-11-98 (25 år)
  • Vægtklasse:  -63 kg
  • Har trænet ju-jitsu i 16 år
  • Træner på Frederiksberg og Amager
  • Læser idræt, med sidefag i psykologi på København Universitet
  • Største JJ-resultater: WG-bronze 2022, VM-sølv og EM-sølv i 2023
  • Skiftede vægtklasse i 2023 fra -70kg til -63 kg

 

Mikkel Kailow 

 

·       Fødselsår: 21-09-1997 (27 år)

·       Vægtklasse: -94 kg

·       Har trænet ju-jitsu i 17-18 år

·       Bor i Valby og træner i Hillerød og Frederiksberg

·       Kandidat fra ITU i Computer Science (specialiseret i Machine Learning)

·       Største JJ-resultater: VM-guld 2023, Bronze til Combat Games 2023, EM-sølv 2024

 

Lucas Andersen

 

·      Fødselsår: 05-09-1997 (27 år)

·      Vægtklasse: -77 kg

·      Har trænet ju-jitsu i 17 år

·      Bor i Ordrup og træner i Hillerød og Frederiksberg

·      Uddannet Cand.Merc.IT 2022 Fra CBS

·      Største JJ-resultater: WG-sølv i 2022, VM-Bronze 2023, EM-Sølv 2023,

·      EM-Bronze 2024

·      Havde kun 1 uges forberedelse til World Games 2022 

 

 

Jesper Hoffmann Kilbak

 

·      Fødselsår: 28-08-1997 (27år)

·      Vægtklasse: -69 kg

·      Har trænet ju-jitsu i 11 år

·      Underviser i Herlev Ju-jutsu

·      Arbejder hos Novo Nordisk

·      Kandidat fra Københavns Universitet

·      Største JJ-resultater: EM sølv 2024

 

Jeppe Tellund

 

·      Alder 26 år

·      Vægtklasse -62 kg

·      Har trænet Ju-jitsu i 15 år

·      Træner og underviser i Ribe Ju-Jutsu

·      Læser fysioterapeut på UC Syd

·      Største JJ-resultater EM-sølv 2023,2024

 

 

 

 

 


 

Hvad er ju-jitsu?

Ju-jitsu er en kampsport og et selvforsvarssystem, der har sit udspring i den asiatiske kampsportstradition, men som er tilpasset europæiske forhold og europæisk mentalitet. 

 

Ju-jitsu er for alle, som har lyst til at dyrke en kampsport, uanset om du er dreng eller pige, stor og stærk eller lille og tynd. Det kan lade sig gøre, fordi ju-jitsu kan trænes på mange måder: Som selvforsvar, konkurrencesport, motions- og smidighedstræning eller som en god blanding af det hele.

 

Discipliner

Til VM i ju-jitsu dystes der i både fighting, duo og den nytilkomne Ne-waza. Alle danskere deltagere er udelukkende med i ”Fighting”. 

Fighting er, hvor man kæmper 1-mod-1 med slag, spark, kast, låse samt fastholdninger på gulvet. I fighting er der således tale om direkte kamp 1-mod-1.

Duo er, hvor man sammen med sin “makker” udføre et frit forsvar mod et forudsagt angreb. I Duo er der således mere tale om en opvisning.

Ne-waza er en ny kategori, det kom med i det internationale forbund i 2010.

 

Video om ju-jitsu: https://www.facebook.com/JuJitsuDanmark/videos/1156081597799842/

02 oktober, 2024

En refleksion over dommergerningen


Der er ingen tvivl om at vi har et fantastisk og dygtigt landshold, som gennem årene har høstet mange medaljer med hjem til Danmark. Dog har vi måske tendens til at glemme de dygtige danske dommere, som også er på måtten - enten herhjemme i Danmark eller til de store stævner i udlandet. En af disse dommere er Casper Bonvang fra Allerød Ju-Jitsu klub. Han startede sin egen dommerrejse tilbage i 2015 i Bramming, hvor han blev uddannet Duo games og fightingdommer. Casper havde forinden indset, at en knæskade havde sat en stopper for sin drøm om at udøve Ju-Jitsu på et højere niveau. Casper fortæller: “Jeg måtte se ind i en virkelighed, hvor jeg ikke kunne konkurrere på det niveau, jeg havde drømt om. Til gengæld kunne jeg i stedet træde ind i dommerrollen, hvilket har givet mig mulighed for at give tilbage til den sport, som har givet mig så meget de sidste 18 år af mit liv”. Som dommer lærte Casper hurtigt, at det at være dommer ikke er noget, der tages let på i Danmark og fortsætter; “: Henrik Sandberg lagde grundstenene for den disciplin, som i dag konkurreres på globalt plan. Én ting er, hvilken rolle Danmark har spillet på dét punkt, men vi har ydermere formået at stille op med nogle af de mest kompetente dommere, der nogensinde har stået på måtten. At være dommer i Danmark er ikke bare en fritidsinteresse eller et tidsfordriv. Det er et aktivt tilvalg, en passion og på mange måder blevet til en livsstil”. Casper modtog for 2 år siden sin internationale dommerlicens efter 5 intense teori- og turneringsdage i Bosnien. ”Continental B referee”. Han fortæller; “Jeg kan ikke beskrive den følelse, jeg havde i dét øjeblik. Nu fik jeg endelig muligheden for at stå til de største konkurrencer og ikke bare se de dygtigste kæmpere i verden, men hjælpe dem i udlevelsen af deres drøm og det de har dedikeret deres liv til. Som dommere fungerer vi som mediatorer. Vores job er, at analysere kampen, uddele de rigtige point og finde den kæmper, som i netop disse 3 minutter, kæmper den bedste kamp.”. Noget af det, som Casper er blevet opmærksom på efter han er blevet international dommer, er de mange ildsjæle der er indenfor sporten. “Økonomien i ju-Jitsu er usammenlignelig med sportsgrene som f.eks fodbold og tennis, men hvad der udspringer af denne manglende økonomiske lokkedue, er nogle mennesker, som har hele hjertet med og intet forventer at få igen. Mennesker som stiller op som kæmpere, som dommere og som coaches, fordi det er DERES sport. Det er DERES passion. Til turneringerne illustreres en smuk treenighed i samarbejdet mellem kæmpere, dommere og coaches. En lille gruppe af mennesker, som lever og ånder for én og samme ting og alle – på hver deres måde – er fuldstændig uundværlige”.
Der er ingen tvivl om at det ikke altid er sjovt at være dommer. Det er sjældent taknemmeligt og det er aldrig nemt. Casper husker tydeligt, at det i starten godt kunne være meget grænseoverskridende at lave dommerkendelser, som coaches og kæmpere ikke altid var enige i, men det har været en karaktéropbyggende rejse for den dengang kun 16 årige Casper. At blive dommer har givet Casper en indsigt i sporten, som han ikke havde tidligere. Den har givet ham mulighed for at se sporten fra andre perspektiver end kun en fighters. Desuden har han fået et tætsyet fællesskab med de andre danske dommere. Han holder af at kunne “nørde” i et felt sammen med andre, der er lige så passionerede som ham selv. Som international dommer har Casper to milepæle. Det, at han nu er “Continental B referee”, er det første skridt på trappestigen indenfor den internationale dommergerning og han håber på, at dygtiggøre sig yderligere og måske på et tidspunkt få lov til at dømme ved World games, som er det største stævne indenfor sporten. “Det vil være den største ære at få lov til at dømme ved World Games” fortæller Casper ydmygt.

Når Casper tænker tilbage på dommerkurset i Bramming i 2015, er det med et stort smil på læben. Han vidste det ikke dengang, men han var på vej til at påbegynde en rejse, som både ville forme ham som kampsportsudøver og som menneske. En rejse han glædeligt ser tilbage på og som han ikke kan vente med at fortsætte!

Hvis du skulle have mod på at blive uddannet dommer og blive en del af dette fantastiske fællesskab, så afholdes det kommende dommerkursus den 23. November i Allerød.



Når Casper tænker

tilbage på dommerkurset i Bramming i 2015 , er det med et stort smil på læben. Han vidste det ikke dengang, men han var på vej til at påbegynde en rejse, som både ville forme ham som kampsportsudøver og som menneske. En rejse han glædeligt ser tilbage på og som han ikke kan vente med at fortsætte!

05 juli, 2024

Årets klub og årets frivillige 2024

Årsmødet - årets klub og årets frivillige! 

Vi har fået fat i formandens ord omkring årets klub og årets frivillige 2024, læs med:


Årets Frivillige

Mange i vores organisation fortjener et skulderklap, og bestyrelsen har igen i år modtaget rigtig gode indstillinger. I år går titlen til en person, som er dedikeret til sporten og sportens udvikling, er et stort aktiv for sin klub og sektionen, ydmyg overfor egen indsats trods sin høje dangrad og flere tillidsposter. Han kommer med konstruktive idéer, stiller store krav til sig selv og dermed til andre, får ting til at ske og tænker på alle andre end sig selv. Stort tillykke til Kent Hielscher.

 

Årets Klub

Årets Klub er ikke nødvendigvis stor, da også mindre klubber laver tiltag, der giver bonus. I år er valget dog faldet på en af de større klubber, som har udmærket sig ved synlighed til stævner, velfungerende kamptræning, og som vandt Nippon Cup pokalen i år. Klubben er god til at fejre succeser, er synlig på de sociale medier, i debatter og dialoger, tager initiativer til nye events for egne og andre medlemmer og byder ind med værtskab for arrangementer. Stort tillykke til Frederiksberg Ju-Jutsu Klub.



Stort stort tillykke 


03 juni, 2024

Rebekka er ny Europamester, og landsholdet brillierer igen!

Det seneste år har været intet mindre end hæsblæsende for det danske seniorlandshold, hvor vores topatleter har overgået alle forventninger. Efter en ny verdensmester i Mongoliet sidste sommer og adskillige sølvmedaljer til både VM og EM, var spændingen på sit højeste for at se, om de danske stjerner kunne afslutte sæsonen med endnu en mindeværdig præstation.

Og dét gjorde de i hvert fald. Stolte landsholdtræner Adam Mustafa, har givet os et par ord med på vejen om det succesfulde stævne. 

Rebekka Dahl er Europamester 2024!


På den sidste dag af de individuelle kampe formåede Rebekka Dahl at sikre sig guld ved EM, og dermed opnå titlen som europamester! En præstation der fortjener et kæmpe tillykke. Rebekkas vej til guldet var imponerende. Med bl.a. sejre over sidste års europamester hollandske Romeey Roussey i kvartfinalen, samt tidligere verdensmester den stærke tysker Sophie Busher i semifinalen for til sidst at møde den svenske Klara Mattson i finalen. Hendes færdigheder og dedikation, opnået gennem mange års hårdt arbejde og ihærdighed, skinnede klart igennem og blev belønnet med at kunne finde sig selv øverst på skamlen mens den danske nationalsang spillede i hallen. 

Flere finaler og 3 flotte sølvmedaljer!

Jesper, Jeppe og Mikkel og præsterede også imponerende ved alle at nå finalen og vinde sølvPå kampdagen gik Jeppe på måtten med en enorm ro og selvsikkerhed, hvilket tydeligt afspejlede sig i hans kampstil. Han var præcis, taktisk, og fremviste Ju-Jitsu i højklasse. Jesper der har været i en sprudlende udvikling de sidste 2 år fik virkelig vist sig og sendt et signal til resten af eliteatleterne i hans vægtklasse, han er der for at slås. Igennem dagen kæmpede han taktisk og brugte sin hurtige karate til at dominere hans modstandere. Både Jeppe og Jesper hentede her vigtige point for at kvalificere sig til World Games næste år. 

Mikkel Kailow endte også i finalen efter en ekstremt spændende semifinale, der holdt alle i hallen på kanten af deres sæder. I sidste sekund formåede Mikkel at fange sin modstander Max Schulenkopper i en armlås og vandt dermed kampen på Full Ippon!


... endnu flere medaljer, med to gange bronze!

Liva og Lucas er efterhånden også blevet faste medaljetagere ved de største turneringer. Begge kæmpere udviser enorm mental styrke og taktisk overblik, især i de afgørende øjeblikke på kampdagene, hvilket igen var at se da de begge kæmpede sig til og vandt deres respektive bronze-finaler. 

Afslutningsvis skal holdets sidste to kæmpere med hæder nævnes da både Joachim og Jacob leverede solide præstationer og endte på henholdsvis 9. og 13. plads.

Endnu engang et kæmpe tillykke til alle med denne flotte præstation EM! Lillebitte Danmark med vores 8 kæmpere, endte i medalje statistikken på en 9. plads hvilket er intet mindre end imponerende 

Med VM i sigte til oktober står vi klar til at støtte og heppe på dem alle endnu engang!

 Resultaterne:

Rebekka Dahl (-57kg) - Guld

Mikkel Kailow (-94 kg) - Sølv

Liva Tanzer (-63kg) - Bronze

Jesper Kilbak (-69kg) - Sølv

Jeppe Tellund (-62kg) - Sølv

Lucas Andersen (-77kg) - Bronze

-

Joachim Rasmussen (-77kg) - 9. plads

Jacob Lund (-69kg) - 13. plads

19 maj, 2024

Hvem bliver årets klub og årets frivillige i 2024? Indstil før 29 maj!

 

Findes årets frivillige i din klub? Der kan nu indstilles kandidater til prisen for ’Årets Frivillige 2024’ og 'Årets klub 2024'!

Kandidater til ’Årets Frivillige 2024’ og 'Årets klub 2024' i Ju-Jitsu Danmark (JJDK) indstilles af licensierede JJ-medlemmer af DJU eller af DJU-klubbers ledelser.

Indstillingen, der skal fylde max. én side og indeholde en begrundelse for indstillingen, - gerne med  eksempler og referencer, skal fremsendes til DJUs sekretariat (dju@dju.dk) senest onsdag 29. maj 2024.

Udover æren modtager vinderen af  'Årets Klub' kr. 4.000, som skal bruges på initiativ(er), der også kommer foreningens frivillige til gode. Det er en forudsætning, at klubben melder tilbage, hvad pengene blev brugt til med tekst og billeder til JJDKs hjemmeside og facebook.

Ju-Jitsu Danmarks bestyrelse kårer ’Årets Frivillige 2024’ og 'Årets klub 2024' på Årsmødet.

Læs kriterierne for indstillingen her


Sidste år blev årets klub ' landsholdet' læs om den lidt specielle kåring her: Åretsklub 2023 - Ju-Jitsu Landsholdet! 

Årets frivillige blev Martin Becker fra Høng! læs om kåringen her: Årets frivillige 2023 - Martin Becker


06 maj, 2024

Bæltedag på Frederiksberg!

 Stilartsudvalget Ju-Jutsu og Frederiksberg Ju-Jutsu klub præsenterede

Så opløb dagen lørdag den 4. maj 2024 efter at der havde været kryds i kalenderen i over et år. 


Det blev tid til at træne bæltetræning så man kunne blive skarp til sin kommende graduering. 


Stilartsudvalget Ju-Jutsu havde sat et stærkt instruktørhold til dagen ved 


Bo Jin 2.DAN, Jan Haste 3.DAN, Claus Tobiasen 4.DAN og Kent Hielscher 5.DAN. 


Til sammen repræsenterede de over 100 års Ju-Jutsu erfaring så der var nok at tage af.


 

Dagen var bygget op på følgende 




DOJO 1

DOJO 2

Mødelokale


Kl.11.00-12.15

1.DAN 

1. KYU


Kl.12.15-13.00

Frokost

Frokost


Kl.13.00-14.30

5.KYU

4. KYU

Snak omkring principperne for pensum

Kl.14.45-16.00

3.KYU 

2.KYU


  Kl.17.00 - ?????

Aftensmad

Aftensmad

Iransk street food




Der var igennem dagen 50 deltagere men der var ved hvert træningspas 20 deltagere så der var flow af til og afgang i træningerne men ikke noget man lagde mærke til som instruktør.

 

Der var snak omkring principperne med instruktørerne hvor dem med de lysere bælter så trænede deres næste bæltegrad.


Dagen sluttede af med fælles aftensmad og hygge.










05 maj, 2024

58 år og sort bælte



Clement Sørensen (58 år) fra Bramming Ju-Jutsu Klub har nået et stort mål.

Som han beskriver det, har han lige besteget Mount Everest uden at få tilført ekstra ilt. Han graduerede nemlig til første Dan i sidste uge og fik dermed sit sorte bælte. Han er et tydeligt bevis på, at det aldrig er for sent at gå efter sin drøm - selv når man først starter sent i livet til en ny sport.

Clement startede til ju-jutsu som 46 årig og havde aldrig troet, at han skulle stå her i dag med et sort bælte. Clement, der tidligere har arbejdet som landmand, arbejder nu som sikkerhedsvagt i Esbjerg City. Dette har han gjort gennem de sidste 27 år. 

Det var arbejdet som sikkerhedsvagt, der førte til Clements bekendtskab med Ju-Jutsu, fortæller han. 
Forinden havde han i sine unge år spillet fodbold, men det var bodybuilding, der blev Clements lidenskab i mange år. Det blev nærmest som en besættelse, fortæller han. Han dyrker ikke bodybuilding længere, men styrketræner stadig ved siden af sin Ju-Jutsu træning.

Det, der førte til Clements bekendtskab med Ju-Jutsu, var, at han kunne mærke, han med alderen ikke længere var så stærk, som i sine unge dage. Han følte, at han havde brug for at lære nogle teknikker, som kunne hjælpe ham i sit arbejde.

Først forsøgte han sig med Aikido, men det fangede ikke rigtig Clement.

Hans kollega gik til Ju-Jutsu i Esbjerg Ju-Jutsu Klub og det medførte, at Clement prøvede sporten af. Det passede med, at han kunne træne lige efter arbejde, inden han kørte hjem til Bramming, hvor han havde og stadig har bopæl. I starten var det med fokus på at lære teknikker, som var anvendelige i sit arbejde som sikkerhedsvagt, men hurtigt lærte han, at sporten kunne meget mere end det. Der var et kammeratskab og et socialt fællesskab også.

Clement fortæller, at han i starten fik at vide, at han skulle være stolt, hvis han kunne graduere til grønt bælte. Clement smiler og siger: Der var noget i mig, der sagde, at det skulle de ikke bestemme. Så blev jeg jo stædig og tænkte, at jeg skal vise dem noget andet”

Derfor begyndte Clement træne op til at graduere og fik fokus på hele sporten og ikke kun teknikker, som var anvendelige i sit arbejde. I takt med at han trænede mere målrettet og hyppigt, erfarede han også, at det ikke kun var at få en fysisk god form og blive dygtig til sporten, der var vigtigt. Han fik det også psykisk bedre. Han fik ro på sine tanker, når han trænede i dojoen.

Efter nogle år begyndte Clement at træne i Bramming Ju-Jutsu Klub, da begge hans børn var begyndt til Ju-Jutsu i Bramming. Det faldt ham derfor helt naturligt at skifte klub. I Bramming fandt han hurtigt en god makker i Johnni, som også var hans gradueringsmakker til den nyligt veloverstået graduering til første dan. Clement fortæller, at han ikke havde klaret gradueringen uden sin faste makker, som har støttet ham igennem de sidste tre bælter.  “Han er simpelthen suveræn." fortæller Clement alvorligt. “ Hvis det ikke var for hans tålmodighed, havde jeg ikke stået med mit sorte bælte i dag. Johnni er bestemt ikke pylret og han kan godt klare nogle slag. Jeg kan gå lidt hårdere til ham end nogle af de andre” siger han med et smil. “Vi er et godt team”.

Sammen med Johnni kan han godt lide at “nørde” lidt ned i teknikkerne. Forsøge dem på forskellige måder og derfor lære at forstå hvorfor teknikken skal laves på den måde den skal. Han supplerer: "Det er jo også den måde man bliver dygtigere til sporten”.

Da Clement blev spurgt til hvornår han begyndte at træne op til første Dan, svarer han, at han begyndte at træne intensivt op til sort bælte for 8 måneder siden. Han fortæller, at der i de 8 måneder har været ting, han har skulle arbejde ekstra intensivt med. Han har altid haft håndelag for låseteknikker, men trindrejningerne har krævet ekstra træning. "Aikido er jo nærmest som en dans og jeg har aldrig været god til at danse” siger Clement med et smil. Hans alder og vægt har til tider også været en udfordring. Han føler dog, at han til sidst kom i mål med de ting han har skulle arbejde med. 

Da jeg fanger han efter gradueringen og spørger til hvordan han har det, svarer han med jysk beskedenhed, at han føler sig lidt brugt, men at han er glad og lettet over at det er overstået. Han er tilfreds med sin  graduering.

Han ser nu frem til, at kroppen skal restituere og komme sig igen. Han har dog ikke planer om at restituere i længere tid. Han regner med at være nede i Dojoen igen om 1-2 uger og supplerer: “Det er jo en livsstil og jeg elsker at være sammen med de mennesker, der er hernede”.

Stort tillykke til Clement Sørensen, 58 år.


11 marts, 2024

Medaljeregn i Belgien under European Cup!


I en forrygende start på året, hvor forberedelserne til ungdoms-EM i Rumænien og optjeningen af point til næste års World Games i Kina er i fuld sving, har det danske landshold markeret sig med bravur.

Efter at have kæmpet i Genoa Open i februar, fortsatte holdet deres dominans denne weekend med European Cup i Belgien. Og hvad for en præstation det var! Med 13 kæmpere sendt afsted formåede Danmark at skrabe intet mindre end 11 medaljer hjem. En præstation der stråler på tværs af aldersgrupper, og særligt de unge kæmpere har vist sig frem!

I de yngste rækker, udviste alle en uovertruffen vilje på måtten, hvilket ledte til imponerende præstationer. 

  • August Bulathsinhala - 5. plads
  • Emil Rasmussen – Bronze
  • Matti Søby - Bronze
  • Karen Bjerregaard - Bronze

I U21-kategorien fortsatte de ældre ungdomskæmpere deres dominans med Victor og Gustav i spidsen. Efter at have hentet medaljer hjem fra Genoa Open fortsatte de deres sejrsgang ved European Cup. Victor kæmpede sig til bronzen i en kamp, hvor han i sidste sekund, trods at være bagud, formåede at score 4 point og sikrede sejren med en spektakulær ippon! Ligeledes med sin klubkammerat valgte Gustav simpelthen at vinde sin vægtklasse og dermed guldet! Karl-Emil Larsen sluttede sig til dem med en bronzemedalje, efter at have udviklet sig betydeligt i den seneste periode. Og så var der Mikkel Gudjonsson, der som 18-årig kæmpede sig til bronze i seniorrækkerne for allerførste gang. En stor bedrift af dem alle! Stort tillykke.

  • Victor Tobiasen – Bronze
  • Gustav Henriksen – Guld
  • Karl Larsen – Bronze
  • Mikkel Gudjonsson (Kæmpede senior) – Bronze

I seniorrækkerne havde de etablerede navne taget kampen op, og de skuffede ikke. Liva Tanzer, der skiftede vægtklassen sidste år, har gjort sig selv til en uundgåelig ”Big Dawg”. Hendes sejr i finalen over en italiensk modstander taler for sig selv. Jacob og Jesper tog henholdsvis bronzen og sølvet i samme vægtkategori, mens Joachim kæmpede sig til en tæt sejr på 12-11 over en svensk modstander og sikrede bronzen. Og lad os ikke glemme landsholdstræner Adam Mustafa, der selv stillede op og også viste sit værd med at vinde sin pulje!

 Et stort tillykke til dem alle!

  • Rebekka Dahl
  • Liva Tanzer – Guld
  • Jacob Lund – Bronze
  • Jesper Kihlbak – Sølv
  • Joachim Rasmussen – Bronze
  • Adam Mustafa – Guld

Med ungdoms-EM lige rundt om hjørnet følger vi spændt med og håber på det bedste for vores gode kæmpere.



23 februar, 2024

Erich Emonds

Med stor sorg har Ju-Jitsu Danmark modtaget beskeden om, at Erich Emonds pludseligt forlod os den 9. februar 2024 i en alder af 83 år.

 


Takket være Erich kom Ju-Jutsu til Danmark i starten af 70’erne. Erich trænede Ju-Jutsu i Tyskland, da han flyttede til Danmark for at følge kærligheden. Gennem Erich Emonds og Peter Nehls blev det tyske Ju-Jutsu pensum introduceret på en sommerlejr i Danmark i 1971, og de efterfølgende år var Erich en væsentlig drivkraft i den professionelle opbygning af dansk Ju-Jutsu med udgangspunkt i det vesttyske pensum med Peter Nehls som cheftræner / landstræner.

 

Erich fik 1. dan i Ju-Jutsu inden han måtte lægge gien på hylden. Men Erichs hjerte har altid banket for Ju-Jutsu, og han har fuldt med i den videre udvikling af vores sport og organisation i Ju-Jitsu Danmark.

 

Vi har ofte haft glæde af Erichs selskab ved særlige lejligheder, heriblandt jubilæet i 2021 for Ju-Jutsu’ens første 50 år i Danmark.

Senest havde Erich takket ja til invitationen som VIP ved det netop afholde danske mesterskab på Frederiksberg i februar. Det nåede han desværre ikke at deltage i.

 

Vi har så meget at takke for, og vil savne Erichs fantastiske væsen og mange gode historier.


Bisættelsen finder sted i Østervangkirken i Glostrup lørdag den 24. februar kl. 11.00.


Æret være Erich Emonds minde!

 

Ju-Jitsu Danmark

v/Lisbeth Hansen

14 januar, 2024

Danmarks Landshold nævnt i SPORT2023

Ju-Jitsu Danmarks verdensmester indtog skærmen, da de flotte danske resultater fra 2023 blev nævnt. 
Et år vi næsten ikke kan få armene ned fra. 
Gense klippet her


For landsholdet venter der i 2024 flere spændende udfordringer. For mange er det sidste kvalifikationsår inden World Games i Shengdu, Kina, 2025. Denne gang, har vi reelle muligheder for at få kvalificeret kæmpere i alle de kategorier som landsholdet har kæmpere i. 

Jeppe Tellund indtog efter sin imponerende sølvmedalje til EM en 3. plads på World Games Standings listen. 

Jesper Kilbak har med sin konsekvente solide indsats placeret sig på en 4. plads på verdensranglisten, og er pt. nummer 6 på World Games Standings. 

I -77 kilo klassen fortsætter spændingen fra de sidste par år. Lucas Andersen ligger nummer 1, og Joachim Rasmussen nummer 4. Normalt ville en 4. plads være nok til at blive kvalificeret, men da der ikke må være flere kæmpere fra et land i hver klasse, er det den af drengen der i slutningen af året ligger øverst, som snupper billetten til Kina.

Hos kvinderne ligger Rebekka Dahl på en 2. plads, som hun håber at beholde for at kunne deltage til hendes 3. World games i karrieren. 

Denne præstation kan måske følges af holdkammerat Liva Tanzer, da grundet nye vægtklasser, valgte at satse alt på at kunne kvalificere sig i -63 kg. klassen. Denne satsning er i den grad gået godt i 2023, da også hun ligger på en flot 2. plads!

Som det ser ud nu, fortsætter kvalifikationssystemet som sidst. dvs. 6 kæmpere i hver kategori, hvor de 4 øverste på verdensranglisten er direkte kvalificeret. 

Landsholdet er ude og hente de første point til et regional i Genova i Italien den første weekend i februar, mens resten af de danske ambitiøse kæmpere stiller op til DM på frederiksberg. 

Det bliver et spændende Sportsår for Ju-Jitsu Danmark, held og lykke til alle!