Da Lærke Jæger Poulsen satte kursen mod Japan, var det først og fremmest for at træne Ju-Jutsu. Men den måned, hun tilbragte alene i Japan, blev til meget mere end træning.
Hun blev udfordret af sygdom, sprogbarrierer og en kultur, der på mange måder er meget anderledes end den danske. Til gengæld fik hun mulighed for at træne i flere japanske klubber, møde nye mennesker og opleve den japanske hverdag helt tæt på.
.jpg)
En mulighed, der var svær at sige nej til
Det hele begyndte, da Lærkes formand i Bramming Ju-Jutsu Klub, Majbrit Werge, sendte et opslag om Anne Rygaard Hallings Fond videre til Lærke og hendes søster Freja.
Muligheden for at rejse til Japan og kombinere en rejse med Ju-Jutsu var noget, Lærke hurtigt blev begejstret for.
“Jeg blev helt vildt grebet af det og syntes, det lød så spændende. Jeg har været i Japan en gang før, og det var bare det fedeste land at rejse til.”
Ansøgningen blev sendt afsted, og efter en samtale i København fik Lærke beskeden: Hun havde fået legatet.
Pludselig skulle hun ikke bare glæde sig til Japan – hun skulle også selv planlægge hele rejsen. Hun skulle finde klubber, bolig og transport og kontakte de japanske dojoer.
“Det var faktisk rigtig spændende at skulle planlægge det hele selv, men også lidt udfordrende, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg kunne forvente.”
Alene afsted i en måned
Lærke valgte at rejse alene. Det gav hende en stor frihed, men også et ansvar for selv at få hverdagen til at fungere.
Rejsen begyndte dog ikke helt efter planen. Kort inden afrejsen havde hun fået lungebetændelse, og da hun landede i Japan, var hun stadig syg.
Efter en lang rejse med fly, tog og metro nåede hun frem til sit Airbnb – og måtte erkende, at hun havde brug for at komme til lægen.
Med ny medicin fik hun det heldigvis hurtigt bedre, og efter nogle dage kunne hun begynde på det, hun var kommet for: Ju-Jutsu.
Forskellige dojoer – forskellige oplevelser
Lærke trænede i flere klubber- blandt andet i Kyoto, Osaka og Tokyo. Træningen var på flere områder anderledes, end hun kendte fra Danmark.
.jpg)
Der var et stort fokus på disciplin, koncentration og de traditionelle dele af Ju-Jutsu.
“Man kan godt pjatte og have det sjovt og snakke med hinanden om, hvad har man lavet i dag, og om der skal ske noget spændende i weekenden? Det gør man ikke helt i Japan. I Japan er der meget fokus på etikette.”
.jpg)
For Lærke blev det også en mulighed for at arbejde med teknikker, som hun ikke selv havde haft så meget fokus på i de senere år.
Som landsholdskæmper inden for Fighting Ju-Jitsu er hendes træning naturligt præget af kamp, og derfor var det lærerigt igen at arbejde mere med de traditionelle teknikker.
“Jeg følte mig faktisk rigtig dårlig til det, fordi det er lang tid siden, jeg har trænet pensumtræning. Men det var også rigtig godt at blive udfordret på noget, jeg ikke føler mig lige så sikker i.”
En af de største oplevelser var mødet med mennesker, som hun ikke kunne kommunikere verbalt med.
.jpg)
I en af dojoerne talte træneren ikke engelsk. Alligevel lykkedes det dem at træne sammen – og bagefter tage ud og spise is.
“Jeg synes, det er virkelig fascinerende, at man kan træne med nogen uden at snakke sammen. Bare ved at vise, hvad man skal.”
For Lærke blev det et billede på noget af det, hun oplevede flere gange i Japan: At fællesskab ikke nødvendigvis kræver, at man taler samme sprog.
Pludselig stod hun i et sumobælte
Ju-Jutsu var omdrejningspunktet for rejsen, men Lærke nåede også at få nogle oplevelser, hun bestemt ikke havde planlagt hjemmefra.
Til et sumobrydningsshow blev der blandt publikum spurgt efter frivillige. Lærke meldte sig – og kort efter stod hun iført sumobælte over for en ægte sumobryder.
“Så jeg har kæmpet ægte sumobrydning i Japan.”
.jpg)
Hun vandt kampen, selvom hun hurtigt understreger, at det var sådan, det gik for alle de frivillige.
Oplevelsen blev et af de lidt mere uventede højdepunkter på turen – og et godt eksempel på, hvordan rejsen hele tiden gav Lærke nye oplevelser, hun ikke kunne have planlagt hjemmefra.
At få lov til at være en del af hverdagen
Noget af det, der gjorde størst indtryk på Lærke, var den gæstfrihed, hun oplevede.
Hun boede hos et ældre japansk ægtepar, Miyoko og hendes mand, som tog hende med ind i deres hverdag. Hun blev blandt andet inviteret med i sommerhus, besøgte familie i Kobe og blev inviteret med ud at spise.
Det var noget helt andet end hendes første tur til Japan, hvor hun primært havde oplevet landet som turist.
“Det bedste, jeg gjorde på den tur, var at booke det Airbnb, fordi jeg var i deres hverdag i en hel måned.”
.jpg)
Hun oplevede også, hvor stor en rolle respekt og hensyn spiller i den japanske kultur – både i dojoen og i hverdagen.
Det kunne mærkes i alt fra måden, man opførte sig i toget, til hvordan man hilser og bevæger sig i dojoen.
Friheden ved at rejse alene
At være alene i Japan gav Lærke mulighed for selv at bestemme, hvordan dagene skulle se ud. Hun skulle selv finde vej, tage beslutninger og løse de problemer, der opstod undervejs.
Det gav hende en større tro på, at hun godt kan klare sig selv.
“Nu har jeg været alene afsted, så jeg ved, at jeg godt kan klare tingene selv.”
Men turen lærte hende også, at selvstændighed og fællesskab hænger sammen.
På en tur til en bambusskov oplevede hun noget, der gjorde stort indtryk på hende. Naturen var fantastisk, men hun savnede nogen at dele oplevelsen med.
“Jeg havde det så svært ved ikke at kunne dele det med nogen. At det kun var mine øjne, der kunne se det, og jeg ikke kunne overføre det til nogen andre.”
Det blev en vigtig erkendelse efter en måned alene: Det er værdifuldt at kunne klare sig selv, men oplevelser bliver ikke nødvendigvis mindre værdifulde af at blive delt med andre – tværtimod.
Japan med hjem til Bramming
Lærke kom hjem med mange oplevelser fra Japan, men også med inspiration til sin egen Ju-Jutsu-træning.
På børneholdet i Bramming Ju-Jutsu Klub har hun blandt andet indført en lille øvelse, hvor børnene efter træningen skal fortælle én ting, de synes, de har gjort godt, og én ting, de gerne vil arbejde videre med.
Det er en tilgang, hun også selv forsøger at bruge.
For Lærke blev måneden i Japan derfor ikke kun en mulighed for at dygtiggøre sig inden for Ju-Jutsu. Det blev også en mulighed for at udfordre sig selv og få nye perspektiver på både sporten og sig selv.
Og hvis hun bliver spurgt, om hun vil anbefale andre Ju-Jutsu-udøvere at søge legatet, er svaret ikke svært at finde:
“Det har virkelig været en kæmpe oplevelse for mig. Det har været rigtig spændende og meget, meget lærerigt.”
.jpg)
En måned i Japan gav Lærke nye Ju-Jutsu-erfaringer, nye bekendtskaber og et større indblik i en kultur, hun ellers kun havde oplevet som turist.
Men måske vigtigst af alt rejste hun hjem med en erfaring, der rækker langt ud over kampsporten:
Hun ved nu, at hun godt kan rejse ud i verden alene – og finde sin egen vej.
